Gennem årene har vi fået foræret massevis af gammelt computerudstyr fra beboere, medlemmer, venner, bekendte samt firmaer, som med årene skifter til nyere og hurtigere computere og bedre skærme. Vi havde derfor opmagasineret en bunke af diverse computerdele, vi ikke selv kunne bruge.
Vi kendte til en beboer her i Gadevang, der tidligere har sendt gammelt computerudstyr til skoler i de baltiske lande og Polen, hvor et computerlokale oftest består af en enkelt gammel PC, som læreren samler eleverne omkring.
Vi gjorde os derfor ikke de store overvejelser og besluttede straks at samle så mange fungerende computere som muligt til dette gode formål. I alt 22 komplette computere inklusive skærm, tastatur og mus blev det til, som det kan ses på disse billeder. I stedet for en skæbne på lossepladsen, bliver udstyret leveret til to skoler, garanteret med en masse glade elever til følge.